Spændingsfeltet Weimar
Udstillingen var allerede i 2019 en stor besøgsmagnet. I år indeholder udstillingen 80 nye kunstværker og giver dermed et nyt indblik i det tyske demokratis første spæde år – Weimarrepublikken. Vi befinder os i tiden mellem første verdenskrigs afslutning og starten på det nationalsocialistiske regime, en periode der samtidig betød et endegyldigt farvel til det tyske kejserrige. Tiden er præget af store politiske, sociale og samfundsmæssige forandringer. Dette afspejles ligeledes i datidens kunst- og kulturliv: i denne korte periode på 14 år opstår et særligt mangfoldigt udvalg af stilarter og strømninger.
Grundet sin stræben efter at genopfinde kunsten, mennesket og samfundet markerer grundlæggelsen af Bauhaus i 1919 i Weimar i den forbindelse en særlig milesten. Særligt i Weimarrepublikkens tidlige år organiserede kunstnerne sig i stærkt politiske grupperinger, som f.eks. Arbejdsråd for Kunst, Novembergruppen eller Glaskæden. Ekspressionismen, der havde oplevet en stor opblomstring før og under anden verdenskrig, måtte allerede i midten af 1920'erne se sig slået til hjørne af kunstretningen Ny Saglighed. Ikke desto mindre var samtlige kunstretninger inden for det klassiske moderne stadig repræsenteret i denne periode, og impressionistiske malere som Max Liebermann og Lovis Corint spillede fortsat en fremtrædende rolle helt ind i 1930'erne.
Udstillingen består af værker fra Bönsch Samlingen, der her er udstillet side om side med værker fra Museum for Kunst og Kulturhistorie Gottorp Slot. Resultatet er en vedkommende og højaktuel udstilling. Udstillingen beskæftiger sig med centrale emner inden for Weimarrepublikken: krigsoplevelser og revolution, det pulserende natteliv over for social armod, samt søgningen efter en ny samfundsmodel og nye kunstformer. Herudover stiller udstillingen skarpt på fremragende kunstnerpersonligheder som Emil Nolde, Carl Hofer, Max Liebermann, Georg Tappert, Wenzel Hablik og Käthe Kollwitz.
